Vandtransport i tørkesituationer

Introduktion

Nødvandtransport (EWT) er typisk en kortvarig, livreddende intervention, der bruges til at dække afbrydelser i vandforsyningen eller adgangen til tilstrækkelige mængder vand til at opfylde overlevelseskravene. 

Selvom vandtransport i nødsituationer spiller en legitim rolle i responsen, når den bruges korrekt, spiller den ofte en helt anden rolle i de tørre og semi-tørre områder (ASAL) i Østafrika som en mestringsmekanisme i dagligdagen for en stor procentdel af befolkningen. 

EWT er blevet en næsten årlig humanitær intervention blandt hjælpeorganisationer i ASAL'erne. Derudover findes der et robust marked for kommerciel vandtransport i mange områder for at betjene befolkninger og pastoralister, der ikke har nogen permanent vandkilde. Ud over klimatisk forårsaget vandmangel er der en række andre faktorer, der driver EWT:

• Dårlige bosættelsesmønstre drevet af politikernes politiske interesser;
• Oprettelse af for mange nye distrikter, hvilket nødvendiggør etablering af nye administrative centre, selv på steder uden pålidelige vandkilder;
• Forretningsmænds kommercielle interesser;
• Manglende langsigtede strategier for investering i pålidelige/tilstrækkelige vandkilder i ASAL'er;
• Hyppige borehulsnedbrud;
• Afhængighedssyndrom fra lokalsamfundenes side.  

Når man arbejder i ASAL'erne, er det vigtigt at forstå forskellen mellem tørke og ariditet. Tørke adskiller sig fra andre naturkatastrofer ved, at den ikke har en universel definition – den er meget regions- og konsekvensspecifik. Tørke defineres generisk som "en periode med unormalt tørt vejr, der er tilstrækkelig lang nok til at forårsage en alvorlig hydrologisk ubalance" (NOAA). Det er en midlertidig og tilbagevendende naturbegivenhed, der er en normal del af klimaet, hvis begyndelse og slutning er vanskelig at identificere.  

Tørhed er et permanent træk ved klimaet og defineres som "den grad, i hvilken et klima mangler effektiv, livsfremmende fugtighed" (Glossary of Meteorology, American Meteorological Society).  

Kort sagt – tørke forårsager midlertidig vandmangel, mens tørhed er en tilstand med kronisk vandmangel. Langt størstedelen af ​​Afrikas Horn består af ASAL'er og lider som sådan af kronisk vandmangel. Traditionelt har befolkningerne i disse regioner overlevet under disse forhold ved at anlægge en nomadisk eller semi-nomadisk livsstil – de har sæsonbetinget migreret med deres husdyr på jagt efter vand og græsningsarealer og anlagt en livsstil, der almindeligvis har krævet regelmæssige vandringer på op til 20 kilometer for at skaffe vand. Dette er de mestringsmekanismer, der har gjort det muligt for disse befolkninger at overleve i de ressourceknappe ASAL'er.  

Hvornår er det passende at transportere vand i nødstilfælde?

Vandtransport med lastbil bør være en sidste udvej for nødforsyning af vand i tørkeperioder. Flere nøglespørgsmål skal overvejes i planlægningsfasen af ​​nødindsatsen for at vurdere den passende indsatsmetode:

• Hvordan får målgruppen normalt adgang til vand i den tørre sæson? Er der eksisterende håndteringsmekanismer, der kan understøttes/styrkes?
• Hvis EWT skal fokusere på etablerede pastorale samfund, er der så risiko for overgræsning af græsningsområder i vådsæsonen (især omkring EWT-distributionspunkter)?
• Vil EWT yde støtte til midlertidigt mobile samfund ved at forsyne fjerntliggende græsningsområder med vand for at fordele presset på knappe naturressourcer?
• Er udbyttet fra borehuller tilstrækkeligt til at dække vandbehovet fra vandvogne ud over de almindelige brugere?

• Vil EWT påvirke migrationsmønstrene for pastoralbefolkninger? 
• Vil de mest sårbare befolkningsgrupper og lokalsamfund ikke blive tilstrækkeligt målrettet på grund af problemer med vejadgang? 

Figur 1 er et beslutningstræ, der viser, hvordan man vælger, hvornår EWT er en passende responsmodalitet, og hvornår en alternativ modalitet er mere passende.

*Kapacitet refererer til: antal, tilstand og kapacitet af vandvogne, der er tilgængelige på markedet; udbytte og udvidelsesmuligheder for vandpunkter, der skal anvendes til vandtransport; vandvognes kapacitet til at få adgang til målrettede lokalsamfund. For yderligere information om vurdering af markedskapacitet, se Emergency Market Mapping & Analysis (EMMA) Toolkit og rapporten Water Trucking Market System i Harshin, Etiopien (se afsnittet Referencer).

Derudover skal tidspunktet for en potentiel intervention vedrørende vandtransport nøje overvejes. FN's Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation (FAO) har udviklet "krisekalendere" for mange lande, der lider af cyklisk tørke (et godt eksempel på dette er "køreplanerne" udviklet af FAO's Etiopiens Landbrugstaskforce for tørkeramte regioner i Etiopien); formålet med disse kalendere er at demonstrere den passende timing af potentielle tørkeinterventioner. Alle potentielle aktiviteter bør analyseres i forhold til befolkningens sæsonbestemte kalender for at bestemme de passende start- og sluttidspunkter for almindelige nødinterventioner såsom Cash for Work, rehabilitering/reparation af vandposter, oprettelse af vandindsamlingspunkter, vandtransport osv.  

Tekniske kriterier

Vandmængde

Selvom SPHERE anbefaler 15 liter vand pr. person pr. dag for at sikre tilstrækkelig vandforsyning, forbruger de fleste befolkninger i ASAL'er en mængde, der er betydeligt mindre end dette i "normale" tider. Denne SPHERE-indikator er ikke realistisk i ASAL'erne af følgende årsager: 

• Logistisk er det meget vanskeligt at sikre en levering på 15 liter/person/dag i tyndt befolkede områder med begrænsede vandressourcer;
• 5 liter/person/dag betragtes som den kritiske indikator for livreddende redning (SPHERE);
• Kun drikkevand og madlavningsvand bør prioriteres under EWT-programmer.

Det er vigtigt, at alle tidligere hygiejnebudskaber ændres væsentligt for at sikre, at der ikke er nogen yderligere belastning på vandtransportmængderne, men stadig fremmer vigtig god hygiejnepraksis. Nye vigtige hygiejnebudskaber bør udvikles i overensstemmelse med vandmanglen for at fokusere på god hygiejneadfærd uden overdreven brug af vand (f.eks. håndvask med aske/sand, find ud af, hvordan lokalsamfundene holder sig rene ved hjælp af traditionelle blade/udsmeltet animalsk fedt, brug af sand til at rengøre køkkenredskaber osv.). Ud over budskabet er det vigtigt at arbejde med folk, der allerede bruger god praksis, for at fungere som "forandringsbudbringere" – vigtigere end selve budskaberne er motivationen til rent faktisk at bruge disse budskaber.

Retningslinjerne for vandmængde i forbindelse med vandtransport varierer, men et minimum på 5 liter/person/dag bør forblive minimumsmålet for overlevelse og basale hygiejnebehov. WASH-klynger på Afrikas Horn anbefaler følgende:

Mængden af ​​vand, der leveres, vil ikke kun afhænge af den aftalte indikator, men også evnen til fysisk at transportere vand til den berørte befolkning vil spille en betydelig rolle i leveringsmængderne til målgrupperne. Andre potentielle begrænsende faktorer i forhold til at opfylde de aftalte vandmængder til lokalsamfundet er: 

• afstand fra tankvognens påfyldningssted til distributionsstedet; 
• antal vandposter til rådighed i området; 
• antal vandvogne til leje i området;
• opbevaringsfaciliteter til rådighed på distributionsstedet.

Vandkvalitet 

Vandtransport til forbrug skal levere drikkevand, der overholder SPHERE-indikatorerne for vandkvalitet. Vandkvaliteten sikres ved nødvandtransport gennem følgende:

1. Valg af vandkilde til tankvognspåfyldning – Vandforsyningspunkter til vandtransport i ASAL'er omfatter borede boringer, overfladevandsafstrømning (opsamlet i jordsænkninger, hafirdæmninger, birkads osv.) og kommunale vandforsyningssystemer. Vandkvaliteten fra disse forskellige kilder varierer meget. Mens borehuller typisk leverer vand af god kvalitet, der let kan kloreres til drikkevand, indeholder overfladevandsopsamlingspunkter typisk vand, der er for uklart til, at vandet kan kloreres uden forbehandling (koagulering/flokkulering eller filtrering).  
2. Vandbehandling – vand bør kloreres for at producere en klorrest på 0.5 mg/L på brugsstedet. Dette kan opnås på forskellige måder:
   1. Klorering ved vandkilden – klorering kan udføres i selve vandtankvognen; fordelen ved denne metode er, at en stor mængde vand hurtigt og nemt kan kloreres ved hjælp af HTH-klor, og vandet kan straks anvendes af modtagerne efter indsamling. Udfordringen i mange tørkeindsatser har imidlertid været, at vandtankvognsoperatører har nægtet at tillade klorering i metaltanken på grund af potentiel korrosion af tankvognen.  
   2. Klorering ved distributionspunktet – klorering kan udføres ved distributionspunktet, hvor operatører fra lokalsamfundet tilsætter den nødvendige klor til det transporterede vand inden distribution. Dette blev udført i Wajir, Kenya, under tørkeindsatsen i 2011. Udfordringerne med dette er at sikre, at doseringen af ​​klor sker i forbindelse med det leverede vand og i henhold til de korrekte doseringskrav.
   3. Klorering på husholdningsniveau – dette opnås typisk ved at anvende Aquatabs eller et lignende klorprodukt, der kan behandle en 20-liters dunk vand. Dette er blevet implementeret i interventioner, hvor klorering af vand ved kilden ikke var mulig. Klorering ved vandkilden eller i vandtanken foretrækkes frem for denne metode, da klorering på husholdningsniveau kræver yderligere aktiviteter og ressourcer såsom:
      1. Distribution af Aquatabs til de tiltænkte brugere;
      2. Sensibilisering ved brug af Aquatabs;
      3. Overvågning efter distribution af korrekt brug og klorrester på husholdningsniveau.

Vandopbevaring

Sikker vandopbevaring er et ufravigeligt krav på hvert vandforsyningssted for at:

• Sørg for opbevaring af en tilstrækkelig mængde vand til at dække befolkningens behov i en bestemt periode;
• Forebygge forurening af vandet og opretholde vandkvaliteten;
• Forhindr fordampning af vandet.

Forskellige vandopbevaringstanke kan anvendes:

• Eksisterende vandlagringsfaciliteter i bebyggelser (murstensvandtanke, tanke til opsamling af regnvand på tage osv.) – disse bør prioriteres. Tankene bør først rengøres og kontrolleres for skader. Fordele: findes allerede i lokalsamfundet; kan hurtigt udnyttes. Ulemper: kan være beskadigede; er muligvis ikke rene eller overdækkede; lagerkapaciteten kan være utilstrækkelig.
• Plasttanke – Mange lande i HECA sælger lokalt fremstillede plasttanke (Roto-tanke er et eksempel i Østafrika), der fås i forskellige størrelser fra 1,000 til 24,000 liter. Tankene er lette at transportere, holdbare, sikre til opbevaring af drikkevand og kan nemt monteres med rørfittings ved udløb/indløb. Tankene skal hæves for at tillade vand at blive opsamlet via en hane. Haner og rørledninger skal forankres stift for at forhindre skader på tanken.  Fordele: let tilgængelig på de fleste markeder; rimelig pris; kan efterlades hos lokalsamfundet eller lokale institutioner efter interventionens afslutning for at fungere som sikker vandopbevaring eller beredskab; let transportabel.   UlemperHvis der er behov for mange tanke, kan omkostningerne blive for høje; selvom tanke er lette, fylder de en betydelig mængde, så transportomkostningerne kan blive for høje.
• Blærer – Blærer kan hurtigt opstilles til vandtransport, selvom lokale indkøb er en udfordring. Blærer blev brugt i Wajir, Kenya i 2011, fordi ingen af ​​vandtankvognene havde vandpumper til aflæsning af vand; vand i disse områder aflæsses ved hjælp af tyngdekraften (typisk gennem en vandslange). Mange bosættelser i disse områder har fælles plastiktanke, der er gravet ned i jorden for at muliggøre aflæsning via tyngdekraftsstrøm fra vandtankvognene; Ulempen ved dette er, at toppen af ​​tankene er skåret af og efterladt åben for at muliggøre udvinding af vand med et reb og en spand, fordi udløbet er gravet ned. I bosættelser, hvor der ikke var tanke til stede, blev der installeret blærer (5,000-10,000 liter) til vandopbevaring for at muliggøre aflæsning af vand fra tankvognene ved hjælp af tyngdekraftsstrøm. Da højden af ​​plastiktankene overstiger 2 meter, ville det ikke have været muligt at aflæsse i dem.  FordeleNem at transportere, hurtig opsætning, sikker vandopbevaring, nem at tilslutte til vandhaneholder.  Ulemperdyr, anskaffelsestiden kan være lang; modtagelig for skader.
• Opbevaring til mobile hyrder – Når man transporterer vand med lastbil til mobile kvægavlere, som sandsynligvis vil opholde sig i et område i en kort periode, er det muligvis ikke effektivt at sørge for opbevaringsfaciliteter såsom en plastiktank eller -blære på grund af behovet for at transportere vand med lastbil til forskellige steder over en periode, da befolkningen er mobil. Tidligere interventioner har i stedet gravet fordybninger i jorden og foret dem med kraftige plastikfolier for at minimere potentiel forurening. Mens vandet stadig var åbent for forurening, var målet at forsøge at minimere folkesundhedsrisiciene ved at forhindre overdreven turbiditet gennem foring af fordybningen for at forhindre udsivning, afhængigt af jordtypen, og/eller fordampning, når vandet er dækket.  
• Opbevaring i husholdningsniveau – husholdninger har brug for tilstrækkelig opbevaring i sikre beholdere til som minimum at opbevare den mængde vand, de har ret til at indsamle pr. vandlevering.  

Distribution

Hver vandopbevaringsbeholder skal have en hygiejnisk metode til vandopsamling. Dette gøres bedst ved at tilslutte tanken til en vandhane (standard Oxfam-vandhane eller en lokalt fremstillet enhed). Dette er vigtigt for at:

• Forebyg kontaminering under opsamling af vand;
• Undgå lange køer under afhentning.

Alle opbevaringsbeholdere skal hæves mindst 1-1.5 m for at tillade tyngdekraftens strøm af vand til tappestanderen. Der opstår en udfordring, når der anvendes underjordiske/nedgravede tanke til opbevaring; i denne situation skal der udtænkes en metode til udvinding af vandet, der minimerer risikoen for forurening:

• Brug af en håndpumpe;
• En dedikeret spand/reb, der rengøres/desinficeres regelmæssigt;
• Adskillelse af mennesker/dyr fra adgangspunktet;
• Beskyttelsesforanstaltninger for at begrænse risikoen for, at snavs/forurenende stoffer/osv. trænger ind i opbevaringsbeholderen.

Menneskelig og husdyrs brug

Vandtransport er en dyr og uholdbar intervention, der kun bruges som en livreddende intervention. Oxfam tilbyder derfor kun vandtransport til menneskers overlevelsesbehov og ikke vandtransport til at imødekomme husdyrs behov . DPPB Somali Region & Ethiopia WASH Cluster's "Retningslinjer for nødvandtransport" angiver følgende:

Begrundelsen for ikke at inkludere husdyr i vandtransportindgreb inkluderer:

• Hvis der ikke er græsningsarealer/foder tilgængeligt for husdyrene, sikrer vandforsyningen ikke deres overlevelse, da deres fødebehov ikke bliver dækket;
• Omkostningerne ved at udskifte et dyr overstiges ofte af langvarige vandtransportindgreb (forudsat at passende nedbringelse og genopbygning af besætninger finder sted).

Hvis vandforsyning til husdyr anses for at være et mål, kan en alternativ intervention, såsom brændstofsubsidier til strategiske boringer, anvendes til at imødekomme dette behov (se Brændstof- og kontanttilskud til boringer i afsnittet Alternativer til EWT og casestudiet om Wajir, Kenyas tørkerespons ).

Rettet mod

Når der er aftalt en nødindsats med vandtransport, er næste skridt at målrette modtagerne. Når vandmangelen er på sit højeste, er målet nogle gange at dække hele befolkningen. På andre tidspunkter (især i de tidlige stadier af en tørke) kan det være kun en procentdel af befolkningen, der er målet.  

Følgende spørgsmål skal overvejes, inden operationen påbegyndes:

• Afstand, som samfundet skal tilbagelægge for at få vand i normale tider;
• Afstanden som samfundet skal tilbagelægge under tørkekrisen
• Har vandkilden ændret sig i løbet af de sidste par uger – f.eks. er den mere saltholdig, er volumen reduceret, er kilden tørret helt ud?
• Hvilken håndteringsmekanisme ville blive anvendt, i tilfælde af at der ikke blev implementeret vandtransport med lastbil?
• Hvordan klarede samfundet sig under den foregående tørsæson?
• Har kommunen mulighed for at købe vand fra private vandleverandører?

Vurdering og planlægning

Vandtransport med lastbil er i sagens natur en usikker metode til at flytte vand. Ud over nedbrud, hvis der er konflikt i området, er EWT sårbar, ikke kun over for usikkerhed, men også over for opfattelsen af ​​sikkerhed. EWT er en højrisikoforetagend for et agentur, der sigter mod at sikre ensartet forsyning.

Ved planlægning af en vandtransportindsats er følgende oplysninger nødvendige inden påbegyndelse:

1. Liste over prioriterede steder til at modtage vand. Hver vurdering af stedet bør omfatte:
   1. Antal støttemodtagere, der skal målrettes (generelle eller specifikke målgrupper);
   2. Eksisterende vandlagringsfaciliteter og deres tilstand;
   3. GPS-koordinater for placeringen;
   4. Afstand til nærmeste vandkilde vandkilde;
   5. Vandbeholdere eller andre vandopsamlingssteder i området.
   6. Tilstedeværelsen af ​​andre aktører;
   7. Er der indgriben fra regeringens eller NGO'ens side med vandtransport?
2. Vurdering og udvælgelse af potentielle vandkilder. Omfatter:
   1. Produktionskapacitet for tankvandspåfyldningspunktet (liter/dag) – sikker ydelse fra borehullet og pumpeudstyrets kapacitet;
   2. Nuværende efterspørgsel ved vandforsyningspunktet (antal brugere og mængde, der udleveres pr. dag) og den yderligere forventede efterspørgsel fra lokalbefolkningen i den tilsigtede brugsperiode – vandforsyningspunktet ønskes ikke at "overhales" og dermed reducere de lokale brugeres adgang til vand. En prioriteret opgave bør være at forhindre skade på befolkningens vandsikkerhed ved vandkilden; de bør ikke bære omkostningerne ved et EWT-program.
   3. Opbevaring tilgængelig ved vandpunktet, og behovet for ekstra pumpekapacitet blev overvejet i forslagsfasen.
   4. Antal driftstimer, som den i øjeblikket er i drift.
   5. Den nuværende køtid ved vandposten:
      1. Hvor længe venter befolkningen på at få vand?
      2. Hvor længe skulle vandbilen vente på at få vand?
   6. Tilgængelighed af reserve-pumpeudstyr, samt hurtigt tilgængelige reservedele og mekanikere/teknikere til reparationer og vedligeholdelse. Det er vigtigt at overveje muligheder for understøttende reparation og vedligeholdelse i tilbudsfasen – hurtige indsatshold, hurtigt tilgængelige reservedele, mekaniker til at overvåge lastbilkørsel for at sikre kontinuitet i forsyningen. 
   7. Midler til at forhindre vandforurening – hårdt underlag, rammer til ophængning af tilførselsslanger. 
3. Vurdering af markedet for kommercielle vandtankere og transport. Skal omfatte:
   1. Antal tilgængelige vandtankvogne og deres kapacitet;
   2. Vandvognenes tilstand:
      1. Er tankvognen sikker til opbevaring af drikkevand (ikke tidligere brugt til benzin; er ren og ikke korroderet; osv.)
      2. Er tankvognen velholdt og i stand til pålideligt at levere på de veje, den forventes at køre på?
      3. Har vandtransportøren udstyret til og i stand til at betjene en pumpe til tømning af det transporterede vand?
   3. Antal tilgængelige ladvogne og deres kapacitet:
      1. Lastbilernes tilstand (samme som b.ii ovenfor);
      2. Hvordan vil de transportere vand? Plastiktank, blære osv.
   4. Har lastbilen pumper og slanger til pumpning? Skal disse anskaffes?
   5. Køretøjets lovlighed:
      1. Er køretøjets registreringsnummer fuldstændigt og opdateret?
      2. Har føreren et lovligt kørekort til denne type køretøj?
      3. Er køretøjet færdselssikkert i henhold til lokale transportlove (arbejdslygter, tilstrækkelige dæk osv.)?
   6. Tidligere erfaring – har dette køretøj tidligere arbejdet med vandtransport?

4. Udvikling af vandtransportplanen, som skal omfatte:
   1. Nødvendig vandmængde pr. sted;
   2. Rejseafstande og forventede rejsetider fra vandkilde til distributionspunkt;
   3. Forventet opfyldningstid (ved vandkilden og igen ved distributionspunktet);
   4. Eksisterende lagerkapacitet og yderligere lagerbehov;
   5. Kapacitet af vandtankvogne;
   6. Sundheds- og sikkerhedsforanstaltninger ved vandkilden og vandforsyningspunktet (gælder for operatører af borehuller, vandvogne og personale ved distributionspunktet). 
5. Disse data samles derefter i et skema (eller ved hjælp af et program som Google Earth) som i dette eksempel:

Ud fra denne plan kan der udvikles en leveringsplan for hver enkelt vandtankvogn/lastbil, der er indgået kontrakt med.

6. Udformning af mekanismer til ansvarlighed og overvågning af leverancer – der skal etableres mekanismer for at sikre, at leverancerne sker rettidigt, at de mest sårbare i samfundet modtager den korrekte mængde og kvalitet.
   1. Sikring af vandforsyning – der er forskellige metoder til at sikre levering, enten alene eller i kombination:
      1. Fragtbreve – hver vandvogn har en bog med fragtbreve i tre eksemplarer. Én kopi efterlades hos borehulsoperatøren ved påfyldning af tankvognen; én kopi gives til kontaktpunktet på distributionspunktet ved levering af vandet i lagerbeholderen; én kopi forbliver hos lastbilføreren til indsendelse til OGB.
      2. Overvågere – personer, der sikrer, at vandleverancerne gennemføres. Disse kan være lokale medlemmer eller ansat personale; frivillige eller vikarer. De kan være stationeret ved vandkilden og/eller distributionspunktet, eller de kan rejse med vandtankvognene. De fører en log over leverancer og rapporterer om eventuelle manglende leverancer og/eller leverancer, der ikke opfyldte de aftalte kriterier (mængde eller kvalitet af vand, leveringstidspunkt osv.).  
      3. Kuponer – kuponer kan gives til den monitor, der er placeret ved distributionspunktet. Kuponen underskrives og gives til lastbilchaufføren ved vellykket levering; kuponerne præsenteres derefter for Oxfam til betaling.

Metode

Vandtransport målrettet mobile kvægavlere (gratis vand)

Mens vandtransport til etablerede bosættelser primært har været behandlet her, er ASAL'erne hjemsted for en stor befolkning af semi-nomadiske pastoralister, der ofte drager fordel af tørkeinterventioner og i forlængelse heraf nødtransport af vand.  

Mobil vandtransport til kvægavlere involverer levering af vand til midlertidige steder langs kvægavlernes trækruter. Dette vand leveres enten til plastiktanke, eller når vandmængden er lille, og stedet er midlertidigt (et par dage), graves der fordybninger, som fores med plastikfolie for at holde på vandet. Dette blev gjort af Oxfam GB i Kenya i 2008 – interventionen havde til formål at transportere vand med lastbil til midlertidige steder for at: 

• støtte traditionelle mestringsmekanismer hos pastoralister (f.eks. migrationsmønstre);
• reducere risikoen for miljøforringelse (f.eks. overgræsning) ved at reducere store koncentrationer af mennesker og husdyr ved de få permanente borehuller og distributionssteder for vandtransport i permanente bosættelser. 

Vandtransport med lastbiler målrettet bosættelser (gratis vand) 

Dette involverer transport af vand med lastbiler til etablerede befolkningscentre, der ikke har permanent vandforsyning. I denne type intervention indgår Oxfam direkte kontrakter med vandtankvogne/-lastbiler for at levere bestemte mængder vand til bestemte distributionspunkter. Oxfam betaler for vandet (normalt købt fra borehuller) og betaler også for transporten (vandtankvogne/-lastbiler) til levering af vandet. Vand leveres gratis til modtagerne. Regelmæssige fokusgruppediskussioner med udvalgte modtagere er nødvendige for at sikre, at adgangen er gratis.

Vandforsyning via værdikuponer

Vandforsyning gennem værdikuponer er en mulighed, der kan udnyttes i områder, hvor der findes et kommercielt marked for vandtransport. I områder af Somalia, Kenya og Etiopien samler nogle områder med kronisk vandmangel rutinemæssigt deres ressourcer for at købe vand fra mobile vandtankvogne. Fortrykte kontantkuponer distribueres til udvalgte modtagere, som derefter indløses hos deres normale vandleverandører for en bestemt mængde vand. Kuponer kan være til engangsbrug eller flergangsbrug. Kontantoverførsler foretages derefter til de kommercielle leverandører mod de indsendte værdikuponer.  

Fordele ved et vouchersystem inkluderer:

• Udnyttelse af det eksisterende kommercielle marked – ved at bruge de eksisterende kommercielle leverandører, som befolkningen normalt bruger, støttes og styrkes lokale vandtankvognsvirksomheder. Det er lettere at komme ud af interventionen, da de kommercielle vandtankvogne stadig er tilgængelige i området for dem, der gerne vil fortsætte med at købe vand.  
• Forbedret målretning – i interventioner, hvor generel målretning ikke ønskes, får kun de målrettede modtagere værdikuponer. I en direkte vandtransportintervention er det meget vanskeligt at sikre, at kun de målrettede modtagere har adgang til det leverede vand. I tilfælde, hvor værdikuponen enten mistes eller stjåles, kan der etableres et verifikationssystem ved at stille den målrettede modtager et af deres forudindstillede hemmelige spørgsmål (f.eks. har Turkana-målrettede lokalsamfund tre hemmelige spørgsmål). 
• Omkostningseffektivitet – Modtagere af vandkuponer modtager vand til de aktuelle markedspriser. Direkte vandtransportinterventioner, hvor NGO'er direkte indgår kontrakt med et stort antal vandtankvogne, forvrider ofte markedspriserne for vand og driver priserne op for dem, der normalt gerne vil fortsætte med at købe vand.  
• Forbedret og forenklet overvågning – antallet af indsamlede værdikuponer viser, hvordan vandet indsamles. Selve værdikuponerne kan indeholde oplysninger om modtageren for yderligere at overvåge den individuelle vandindsamling. Overvågning af vandkvaliteten (niveauer af frit restklor) skal stadig overvåges fuldt ud og må ikke glemmes.
• Øget valgfrihed for modtagerne –modtagerne kan også vælge, hvordan de vil bruge eller distribuere deres vand – give det til familiemedlemmer, dyr, naboer osv.  

Kontraktaftalen mellem Oxfam og tjenesteudbyderen bør specificere følgende:

• Mængde vand, der skal leveres;
• Kvaliteten af ​​det vand, der skal leveres (vandkilde, eventuel nødvendig behandling osv.);
• Leveringshyppighed for at sikre rettidig afhentning af vand af modtagerne.  

For yderligere vejledning, se Somalia WASH Cluster Guidelines for Water Provision through Vouchers (2011).

Alternativer til vandtransport

Rehabilitering/reparation af eksisterende vandkilder

I områder, hvor der er eksisterende vandposter, som ikke er i drift, bør reparation og vedligeholdelse af disse faciliteter være den prioriterede intervention.  

Brændstof- og kontanttilskud til borehuller

I områder, hvor befolkningen har adgang til kommercielt solgt vand fra borehuller, men hvor købekraften er faldet, kan der gives tilskud (typisk brændstof) til borehulsforvaltningsstrukturerne for at sænke vandprisen til kunderne eller endda for at levere vand gratis i ekstreme krisetider. Målet er at opretholde vandprisen til en pris, som den målrettede befolkning har råd til, eller at levere gratis vand i ekstreme krisetider. At levere gratis brændstof, hvilket kan fortolkes som det samme som at levere gratis vand, kræver en strategisk exitstrategi. Dette kan være relateret til regnens ankomst eller integration af det gratis brændstof med indkomstskabende aktiviteter, nedbringelse af lagre (hvis relevant) og kontanter via værdikuponer, kontanter for arbejde osv. Dette er typisk den foretrukne tilgang, hvor mobile kvægavleres vandbehov er en bekymring.

Krav :

• Tilstrækkelige vandposter inden for en rimelig afstand af målgruppen;
• Den målrettede befolkning har kontanter til rådighed til at købe vand til den subsidierede pris;  
• Aftale med borehulsforvaltningsstrukturen om den subsidierede vandpris.
• M&E og ansvarlighed – regelmæssige interviews for at sikre, at vand leveres gratis.

Beredskabsboringer

Beredskabsboringer er boringer, der bores i fjerne græsningsområder med god græsning, men utilstrækkeligt vand, eller områder, der lider af ekstrem vandmangel i tørkeperioder. Disse boringer anvendes kun i tørkeperioder for at imødekomme den øgede efterspørgsel fra kvægavlere (i fjerne græsningsområder) eller for at opfylde behovene i forbindelse med nødtransport af vand. De nedtages derefter i perioder uden tørke, da de ikke skal bruges som permanent vandkilde, for ikke at tiltrække en fastboende befolkning i deres nærhed og ødelægge græsningsområder. De kan hurtigt udstyres med en pumpe og generator i perioder med øget vandbehov.

Ulemper:

• Vanskeligt at håndhæve deres nedtagning i perioder uden tørke
• Bruges ofte af politikere til at etablere lokalsamfund.

Udvikling af grundvandskilder 

Udvikling af grundvandskilder i områder med upålidelig nedbør kan være en alternativ og til tider omkostningseffektiv metode til at levere vand. Konstruktion af borehuller med pumpesystemer kan for eksempel ofte vise sig at være billigere end en storstilet vandtransportoperation. Borehuller kan placeres i områder med dårlig geografisk fordeling af permanente vandpunkter, på strategiske steder langs vigtige pastoralisters migrationsruter eller på strategiske steder, der ville reducere vandtransportafstandene.  

Kravene til grundvandsudvikling omfatter tilstrækkeligt grundvandspotentiale (ofte et problem i ASAL'er) og tilstrækkelig grundvandskvalitet (betydelige områder af ASAL'erne i HECA har salt grundvand). Selv i områder med tilstrækkeligt grundvandspotentiale er boring af boringer et komplekst problem på grund af følgende problemer:

• Vandkildernes bæredygtighed skal overvejes – ikke kun med hensyn til drift og vedligeholdelse, men også med hensyn til selve grundvandskilden – potentielle indvindingsrater versus genopfyldning af grundvandsmagasiner;
• Grundvandet i mange områder af ASAL'erne har en tendens til at være saltholdigt; en grundig hydrogeologisk analyse er påkrævet;
• Udviklingen af ​​grundvandskilder i pastorale områder skal planlægges omhyggeligt med hensyn til deres nærhed til græsningsområder og trækruter. Borehuller i forskellige områder af ASAL'erne i HECA har ført til, at pastorer har bragt deres husdyr til disse vandpunkter, hvilket har resulteret i overgræsning og alvorlig forringelse af det omkringliggende græsningsareal. Der har også været tilfælde, hvor disse permanente vandpunkter har tilskyndet til bosættelse af tidligere nomadiske pastorer. Fysisk indhegning af jord omkring vandpunkter (jord, der tidligere blev brugt som græsningsarealer) er også set. Kort sagt kræver etableringen af ​​nye bosættelser i pastorale områder en høj grad af konsultation med lokale interessenter, en grundig forståelse af dynamikken hos de forskellige levebrødsgrupper i området og passende steder til vanding af husdyr (f.eks. jordskåle). 

Andre muligheder for adgang til grundvand, som kan foretrækkes frem for boring af boringer, omfatter:

• Uddybning af eksisterende håndgravede brønde;
• Udvikling af nye håndgravede brønde;
• Udvikling af forede wadi-brønde.

Kontanter for arbejde

I områder, hvor vand sælges kommercielt, men folk mangler købekraft, kan kontanter for arbejde (CFW) give folk mulighed for at fortsætte med at købe vand på deres normale måde. CFW bør målrettes mod de mest sårbare, og en forudsætning for denne intervention er tilstedeværelsen af ​​tilstrækkelige vandleverandører i interventionsområdet.  

Retningslinjerne for Somalia WASH Cluster anbefaler, at CFW anvendes i områder, hvor der er eksisterende vandinfrastruktur til rehabilitering (vandbassiner, birkads, lavvandede brønde osv.), og hvor der ikke findes permanente vandkilder. Nogle udfordringer for CFW, der er forbundet med ASAL'er, omfatter:

• En intervention fra CFW skal udføres rettidigt – i begyndelsen af ​​tørkeperioden, når folk stadig har kræfter til at arbejde, og når vand stadig er kommercielt tilgængeligt i tilstrækkelige mængder;
• ASAL'erne er typisk tyndt befolkede, og placeringen af ​​CFW-arbejdsstederne skal overvejes i forhold til deres nærhed til den målrettede befolkningsgruppe.

Strategier til fremme af folkesundhed specifikt for vandtransport 

Fremme af folkesundheden i en tørkekontekst er ekstremt udfordrende, da manglen på vand i høj grad begrænser de potentielle hygiejnepraksisser, der kan anvendes. Da befolkningen er spredt over et stort område og nogle gange semi-nomadisk, er kommunikation af nøglebudskaber også en udfordring.  

For vandtransportinterventioner skal de vigtigste PHP-aktiviteter være praktiske og relevante i en kontekst af vandknaphed og fokusere på handlinger og praksisser, der er gennemførlige for målgruppen. Nøglebudskaber og aktiviteter fokuserer på den sikre vandkæde og miljømæssig renlighed. Dette omfatter:

• Hegn omkring vandposter med lokalt tilgængelige materialer for at sikre, at dyr holdes på sikker afstand;
• Oprydningskampagner omkring vandforsyningspunktet og gården;
• Brug af sikre opsamlingsbeholdere til vandopsamling;
• Brug af sikre vandopbevaringsbeholdere i hjemmet;
• Vandbehandling på husholdningsniveau (Aquatabs eller lignende), hvis klorering af vand ikke udføres ved kilden eller opbevaringsbeholderen.

Nøgleaktiviteter er:

• Rengøring og reparation af massevandslagringstanke
• Miljøoprydningskampagner, der er målrettet mod distributionspunkter for vandtransport, skoler, klinikker og fælles mødesteder. Rengøringssæt kan uddeles til denne aktivitet, og det er en potentiel mulighed for Cash For Work;
• Distribution af sikre beholdere til opsamling/opbevaring af vand (kun hvis det er relevant, eller under et diarréudbrud, hvor størstedelen af ​​vandbeholderne er i dårlig stand til at kunne rengøres ordentligt);
• Handlinger og budskaber omkring brugen af ​​latriner bør undgås i tørkesituationer. Manglen på latriner i disse områder er et kronisk problem, og deres effektivitet i en situation med vandmangel er i bedste fald tvivlsom. I stedet bør der fokuseres på at fremme sikker bortskaffelse af fækalier gennem følgende metoder:
  • have afgrænsede områder til menneskelig afføring;
  • afføring væk fra vandkilder;
  • dækning af fæces med sand/jord (kattemetoden);
  • forebyggelse af dyrs græsning, hvor mennesker har forrettet deres nødtørft. 
• Beskeder om, at det fragtede vand kun må bruges til drikke- og madlavningsformål;
• Beskeder omkring tidlig behandling af diarré, f.eks. tilberedning og brug af sukkersaltopløsninger.

Da det er en udfordring at kommunikere med beskeder i et så udbredt og tyndt befolket område, er følgende metoder passende for ASAL'erne:

• Radioudsendelser på lokale sprog;
• Færdighedsudvikling af Community Own Resources Persons (CORPS) – medlemmer af vandbrugerforeninger, sundhedspersonale i lokalsamfundet, vandovervågningsovervågningspersonale og traditionelle fødselshjælpere;
• Målrettet kommunikation til fangede målgrupper og de mest sårbare – fødevaredistributionssteder, fodringscentre, sundhedscentre, skoler, vanddistributionssteder osv.;

Nøglen til effektiv folkesundhedsfremme er ikke kun indholdet af budskaberne, men endnu vigtigere motivationen bag at omsætte disse budskaber til praksis. Identifikation og brug af medlemmer af lokalsamfundet, der allerede bruger disse fremgangsmåder, er en nøglekomponent i ethvert PHP-programs succes.

Overvågning af PHP-aktiviteternes effekt og effektivitet sker gennem en række forskellige aspekter:

• Distribution efter NFI – hus til hus
• Segregerede FGD'er
• Observation af ugentlige miljørengøringsaktiviteter
• Direkte observation af renlighed omkring vandposter
• Transektvandring rundt om bosættelserne og vandforsyningspunkterne.
• Observation af status for vandopbevaringsbeholdere (jerrycans) på husstandsniveau.
• Opfølgning på handlingsplaner efter træning af CORPS, som tilsyneladende har påtaget sig deres roller og ansvar i forbindelse med at organisere ugentlig rengøring (omkring vandposter, boliger og jerrycans).
• WASH-relaterede sygdomme på samfundsniveau. 
• Indsamling af sygelighedsdata om WASH-relaterede sygdomme (især diarré og malaria) – fra januar til dato – for at bestemme tendenserne og dermed designe passende interventioner

MEAL (med fjernprogrammeringskontekst i pastoral kontekst)

Aktiviteter/indikatorer, der kræver overvågning i en nødindsats med vandtransport, omfatter:

• Levering af vand – mængde og rettidighed;
• Vandforbrug på husholdningsniveau (mængde, anvendelse osv.);
• Retfærdig fordeling af vand;
• Vandkvalitet;

Der skal ske regelmæssig opfølgning på adgangen til vand gennem husstandsbesøg og affaldsanalyser, opdelt efter køn, velstandsgruppe, etnicitet og social status (hvis muligt).

Overvågning af vandleverancer:

Det er vigtigt at overvåge den leverede mængde vand, såvel som leveringernes rettidighed, korrekt. Disse kan overvåges ved hjælp af en række forskellige metoder:

• Fragtsedler – kopier gives til: vandleverandør (der sælger vand til vandtankvognen), vandtankvognsoperatør og Oxfam-personale.  
• Overvågere – enten betalte eller frivillige, er overvågere til stede: ved vandkilden, ved distributionsstedet og/eller rejser med selve vandtankvognen. Disse overvågere sikrer, at vandleverancer sker rettidigt til de angivne steder, og at den korrekte mængde vand leveres. Overvågerne registrerer disse oplysninger og rapporterer dem tilbage til Oxfam-personalet.  
• PHP-personale og frivillige – PHP-personale (og dermed de frivillige på lokalt niveau, de arbejder med) kan overvåge vandleverancer (mængde og hyppighed) som en del af deres normale overvågningssystem i lokalsamfundet.  
• Programpersonale – i Wajir, Kenya i 2011, ansatte hver af de lokale NGO-partnere, som Oxfam arbejdede igennem, én vandtransportmonitor – deres opgave var at besøge alle distributionspunkter og bekræfte vandleverancer ved at kontrollere fragtsedler, diskutere med medlemmer af lokalsamfundet og kommunikere med ejerne/chaufførerne af vandtankvognene.  
• Overvågning af vandtankvogne – tilfældig stop af vandtankvogne for at udspørge dem om antallet af gennemførte ture og mængden af ​​leveret vand (kontrolleret i forhold til vandleveringsplan, fragtsedler og affaldshåndteringsdokumenter på lokalsamfundsniveau).  
• Etablering af feedback-/ansvarlighedsmekanismer, der gør det muligt for de berørte lokalsamfund at kommunikere med Oxfam-personale og/eller partnerpersonale, f.eks. om forsinkelser, bekymringer om vandkvalitet/-mængde og under regnens begyndelse. 

Overvågning af distribution ved vandforsyningspunkter:

• Brug af overvågningsorganer eller lokale udvalg til at registrere/kontrollere modtagere, der bruger vand, og den indtagne mængde.  
• I et vouchersystem indløses vouchere af modtagerne for en forudbestemt mængde vand;
• Husbesøg er afgørende for at overvåge mængden af ​​vand, der modtages pr. husstand, og vandkvaliteten.

Katastroferisikoreduktion/tørkeovervågning og kortlægning

I tiden før tørkesæsonen, i områder hvor der tidligere er udført EWT, bør følgende registreres og kortlægges:

• Placering af potentielle vandkilder;
• Placering af planlagte distributionspunkter for vandtransport med lastbil;
• Placering af vigtige græsningsområder for pastorer;
• Placering af potentiel infrastruktur til vandlagring.  

Et kort udviklet ved hjælp af blandt andet disse nøglekriterier hjælper med at give et overblik over det område, der skal betjenes af vandtransport, og ved at vise afstande og placeringer er det i høj grad en hjælp til at udvikle en tidsplan for vandtransport.

Som tidligere nævnt bør sæsonkalendere og "krisekalendere" konsulteres med hensyn til passende tidspunkt for interventioner og mulige afbødende aktiviteter forud for indtræden af ​​alvorlig tørke for at minimere behovet for nødtransport af vand.

Grænseoverskridende

Især i de øvre del af Afrikas Horn (ASAL) er grænseoverskridende overvågning afgørende for at forstå nuværende og fremtidige behov. Efterhånden som de store pastorale bestande migrerer over landegrænser for at få adgang til græsningsområder og vandkilder (eller på grund af mangel på græsningsområder og vand på grund af tørke i deres normale områder), kan uforudsete udsving forekomme hurtigt med hensyn til vandefterspørgslen. I operationelle områder nær internationale grænser er det vigtigt, at vurderinger og overvågning tager højde for migrationsmønstre eller befolkningsbevægelser fra grænseoverskridende områder (især relevant, hvis Oxfam eller Oxfam-partnere har operationer i de grænseoverskridende områder).  

Fasevis exitstrategi

En af de primære hindringer for en effektiv intervention inden for eWT, der ikke skaber afhængighed og underminerer eksisterende mestringsstrategier i lokalsamfundet, er en klar og veldefineret exitstrategi. Kriterier for exitstrategier fra EWT-retningslinjerne i regionen anbefaler følgende:

• Der skal defineres klare indikatorer for at kunne bestemme begyndelsen og afslutningen af ​​enhver EWT-intervention;
• En exitstrategi skal forudses, før enhver EWT-intervention påbegyndes;
• Denne exitstrategi skal være klar og aftalt af lokale interessenter og modtagere;

Realiteten er, at en bæredygtig exitstrategi i ASAL'er er en stor udfordring af følgende årsager:

• Mangel på klare indikatorer til at definere hvornår og hvordan EWT-aktiviteter skal ophøre
• Bæredygtige exitstrategier er ikke mulige i nogle områder af ASAL'erne. Nogle områder har intet grundvandspotentiale eller potentiale for nogen form for permanent vandkilde – hvad er exitstrategien på et sådant sted?  
• Kortsigtede finansieringscyklusser fra donorer giver sommetider ikke mulighed for langsigtede exitstrategier.  
• Et engangsbeløb til vandtransport er ofte inkluderet i forslagsbudgettet uden reel overvejelse af det fulde indhold og de tilhørende omkostninger ved et strategisk vandtransportprogram (f.eks. 1 måneds vandtransport til en ?? befolkning på ?? lokationer, inklusive brændstof, operatører, chauffører, leje af lastbiler, vandtestudstyr, vandbehandlingskemikalier, IEC-materialer osv.). 

Der findes forskellige exitstrategier for interventioner inden for vandtransport:

• I områder, hvor der er ikke-fungerende vandposter, der kan repareres eller rehabiliteres, bør førsteprioritet være at gøre disse punkter operationelle og straks derefter ophøre med vandtransport; interventionerne kan derefter overgå til at understøtte drift og vedligeholdelse af disse vandposter.
• Oprettelse af nye vandposter – dette refererer primært til oprettelse af nye boringer på strategiske steder (områder, der modtager størstedelen af ​​vandtransporten, områder uden permanente vandposter, pastoralisters migrationsruter);
• Ophør af vandtransportindgreb ved starten af ​​tilstrækkelig nedbør til at fylde overfladevandsopsamlingsstrukturer (jordskåle, dæmninger osv.). Faren her er, at nedbøren i ASAL'erne er uregelmæssig og nogle gange lider af dårlig geografisk fordeling; nogle områder kan gå år uden betydelig nedbør.  

Exitstrategier for EWT, ofte på grund af kortsigtede finansieringscyklusser, fokuserer på kortsigtede løsninger; dog kræver virkelig effektive exitstrategier lange leveringstider for at imødekomme den variable karakter af vandforsyning og -efterspørgsel i ASAL'er.  

I områder, hvor en konkret exitstrategi ikke er mulig, bør det overvejes alvorligt, om det er hensigtsmæssigt at implementere vandtransportaktiviteter. Vandtransport bør kun overvejes, hvor der ikke findes alternative, levedygtige løsninger til at imødekomme de umiddelbare behov.

Referencer

Albu, Mike. Værktøjskasse til kortlægning og analyse af nødmarkeder. Udgivelse af praktiske handlinger.

Karani, Irene & Mike Wedesa (2009). En gennemgang af status for nødvandtransport i Kenyas tørre og halvtørre distrikter . Bestilt af FAO for WESCOORD Kenya.

Verdens Meteorologiske Organisation (2006). Tørkeovervågning og tidlig varsling: Koncepter, fremskridt og fremtidige udfordringer . WMO-nr. 1006. ISBN 92-63-11006-9.

National Oceanic and Atmospheric Association (NOAA) (2011). Tørke vs. Ariditet. www.ncdc.noaa.gov/climate-monitoring/dyk/drought-aridity

Wilhite, Donald A. (2006). Definition af tørke: Udfordringen for tidlige varslingssystemer . University of Nebraska-Lincoln.

Gomes, Nathalie (2006). Adgang til vand, forvaltning af pastorale ressourcer og kvægavlernes levebrød: Erfaringer fra vandudvikling i udvalgte områder i Østafrika (Kenya, Etiopien, Somalia). FN's Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation. LSP-arbejdsdokument 26.

Kesarine & Associates (2009). Hvad driver nødtransport af vand i de ASAL-områder i Kenya? Bør det finansieres af donorer eller ej? Hvilken bedre rolle kan regeringen spille i forbindelse med nødtransport af vand? Bestilt af FAO for Kenya, WESCOORD.

Somalia WASH Cluster (2010). Kriterier for vandtransport med lastbiler.

Somalia WASH Cluster (2011). Retningslinjer for adgang til vand via voucher.  

Etiopiens WASH-klynge (2010). Retningslinjer for nødtransport af vand – Etiopien.  

Somalias landbrugs- og levebrøds- og vand- og sanitetsklynge (2011). Positionspapir om tørkeberedskab. 

Kenya WESCOORD (2011). Iværksættelse af nødtransport af vand i Kenya.  

Oxfam GB (2012). Markedssystem for vandtransport i Harshin, Etiopien.